My semidaily ramblings about life at Center for Persuasive Design

Lige en strøtanke

Posted by: sandragramhansen on: November 16, 2009

Kan man mon sige at Facebook faktisk er det storslåede eksempel på at man ikke kan fravælge at studere eksogen intention når man arbejder med PD? Altså fordi der jo med Facebook er tale om intentionalitet i flere lag…

Det må jeg tænke over i morgen!

At begrænse sig

Posted by: sandragramhansen on: November 14, 2009

Planen var egentlig meget fin, men jeg kunne sådan set kun give Henrik ret da han påpegede at det var alt for omstændigt det jeg gerne vil. Jeg kommer aldrig til at gå ordentligt i dybden med alle 5 perspektiver når jeg kun har 6 mdr og 80 sider at folde mig ud på.

Derfor er det endt med at der kun bliver funktionalitetsdelen jeg kommer til at kigge på lige nu, og især vil jeg nok gerne have et primært fokus på Mobile Persuasion. Planen er at bruge 9. semester på at afdække hvilke egenskaber der knytter sig specifikt til Mobil Persausion, således at feltet kan defineres klart, og så kan specialet være rettet mod at afdække hvordan de persuasive principper så knytter sig til lige netop det felt.

Nitten er lidt at jeg lige nu primært synes det er noget rigtigt svært noget jeg skal arbejde med. Jeg gad godt at jeg også syntes det var sjovt.

Jeg har sagt det tit og ofte…

Posted by: sandragramhansen on: November 4, 2009

Noget af det der er aller mest facinerende ved Facebook og Twitter, er at folk smider om sig med kommentarer de aldrig ville ytre i virkeligheden…

Havde jeg set filmen her tidligere, ville jeg helt klart have brugt den, i forbindelse med undervisningen af 3. semester – og undervisningen på DB for den sags skyld.

For det er da bare for sært at folk slet ikke har de samme filtre online som de har i virkeligheden.

Ikke at jeg selv er så meget bedre altså. Jeg bruger da også statuslinjerne på både Twitter og Facebook til at informere omgangskredsen om hvad jeg foretager mig, eller hvad jeg tænker om en bestemt sag. Mine filtre består nok primært i at jeg holder mig til faglige ting på Twitter, og personlige ting på Facebook. Og så forsøger jeg ellers at holde mig til at skrive ting som jeg godt kan tåle at blive konfronteret med sidenhen…

Ideen bag specialet

Posted by: sandragramhansen on: November 4, 2009

Specialet kommer hele tiden nærmere, og i går blev så dagen hvor jeg endelig fik selve ideen ned på papir og sendt afsted til Henrik…

Specialeovervejelser

Udarbejdelse af en metode til udvikling af Persuasive Design – funderet i etik og baseret på humanistiske traditioner

Tanken med metoden er at man som udvikler er nødt til at tage udgangspunkt i de fem perspektiver, for at udvikle et persuasivt design.

Det etiske perspektiv udgør fundamentet for metoden, og inddrages i udviklingsprocessen på flere niveauer. Dels i forhold til den store helhed, hvor man skal bestræbe sig på at skabe etiske teknologier, og hvor der tages højde for eksempelvis forskellige opfattelser af social virkelighed. Dels i et mere lavpraktisk niveau hvor udvikleren gennem processen er bevidst om at selv de mindste til og fravalg er af etisk betydning – og af betydning for hvor godt den persuasive intention træder igennem i det endelige design.

Intentionsperspektivet behandler afdækning af den eller de endogene intentioner der skal indlejres i det persuasive design. Herunder tænker jeg en del på primære og sekundære intentioner, og muligheden for at tilgodese flere primære intentioner i et design. Det kan desuden også være nødvendigt at kigge nærmere på autogene og eksogene intentioner i forhold til promovering af den teknologi der designes til (og lidt skelen til ”the dark side”)

Brugerperspektivet fokuserer på forståelse for brugerne. Det er nødvendigt at klargøre om designet skal målrettes enkelte individer, eller om der er tale om større eller mindre grupper af brugere (Jeg tænker at HANDs er meget målrettet mod det enkelte individ, mens rygestopkampagner er rettet mod større grupper). Ydermere er det måske nødvendigt at lave så detaljerede beskrivelser af brugerne som muligt, hvis designet skal have den ønskede effekt.

Domæne perspektivet er på mange måder meget knyttet til brugerperspektivet, men hvor brugerperspektivet fokuserer på selve brugeren, er domæneperspektivet rettet mod afdækning af den sociale virkelighed som brugeren befinder sig i, og som teknologien derfor skal kunne bruges i. Når domænet afdækkes skal der både kigges overordnet på om der er tale om fx undervisning, sundhed eller miljø, og underordnet om der fx i et undervisningsdomæne er tale om et undervisningsredskab som læreren kan benytte, eller et læringsredskab som den studerende kan benytte.

I sammenkoblingen mellem Bruger og Domæneperspektiverne, giver det mening at kigge på fx diskursive praksisser indenfor domænet, da disse set fra en retorisk vinkel kan have indflydelse på hvordan man fx udformer beskrivelser eller navngiver menuer på en hjemmeside.

Funktionsperspektivet er det mere tekniske perspektiv i metoden. Her kigges der på hvilken persuasiv platform der kan/bør/skal anvendes (hjemmeside, mobilteknologi, robot etc.) samt hvilke begrænsninger platformen har. Det er fx ikke alle platforme der kan bruges på alle de måder som Functional triad nævner, og tanken er lidt at ved at definere platformen kan man derudfra med det samme afvise en række af de persuasive strategier som Fogg beskriver.

Selve Design delen

Når så alle perspektiverne er afdækket, skulle man meget gerne kunne tage alt den nyerhvervede viden og omsætte til noget praktisk. Ved design af hjemmesider som tilgås af en PC browser, vil det fx give mening at kigge på kategorisering af skærmelementer og anvendt retorik (både klassisk, moderne og digital) og teknisk. Det samme vil være tilfældet hvis platformen er eb mobil browser, men her sætter teknologien nogle begrænsninger i form af en lille skærm, samtidig med at den giver nogle nye muligheder i form af lokationsbevidsthed.

Summasumarum

Den overordnede tanke er at lave en metodisk skabelon, der inddrager de humanistiske traditioner vi arbejder meget med her ved CPD, i den praktiske udarbejdelse af et design. Det etiske fundament betyder at jeg kan trække rigtigt meget på de ting jeg har arbejdet med på 7. Semester, og rent praktisk er jeg lige nu i gang med at teste mine ideer på Forældre og fødsel.

Det jeg mangler (og som jeg derfor gerne vil skrive om på 9 semester), er at redegøre for den der tanke om persuasive platforme. Jeg forestiller mig at hvis man ser mobiltelefonen som en persuasiv platform, så har man en masse eksisterende designteori man kan trække på, nøjagtigt ligesom man har det i forhold til hjemmesidedesign – og det er teori man vil kunne trække ind i den der metode jeg grubler over – når man har defineret sin platform.

Og ydermere synes jeg at platformstanken er relevant fordi der er forskel på om man designer en teknologi der i sin helhed er persuasiv (fx paro eller pleo) og på at man udarbejder et persuasivt design til en ikke persuasiv teknologi (mobiltelefoner er ikke en persuasiv teknologi, men de kan være  en persuasiv platform)

Så på 9. Semester forestiller jeg mig at skrive en artikel der fx kunne hedde ”Defining mobile persuasion – and Airing the Notion of Persuasive Platforms” og så kan de ting jeg skriver på 9. Semester føres videre i det der metodearbejde som så kunne være mit speciale.

Det primære problem er lige nu at det speciale jeg forestiller mig at skrive, faktisk lige så nemt kunne være mit phd projekt. I hvert fald er det omstændigt i en grad så det ikke er sikkert det kan nåes på 6 mdr. Til gengæld synes jeg at ideen om at kunne skrive et speciale der lader mig trække på alle de ting jeg har arbejdet med de sidste 8 år, er rigtig rigtig tillokkende.

Så går det løs

Posted by: sandragramhansen on: October 28, 2009

Der var engang, at planen med denne her blog inkluderede daglige opdateringer og utroligt mange visdomsord. Så druknede jeg i en didaktikopgave og havde faktisk ikke tid til at skrive alle mulige steder, men nu går det løs igen.

Didaktikopgaven er afleveret i mandags. Som altid når jeg afleverer ting, er der 180 ting jeg godt gad jeg havde brugt mere tid på, men alt i alt synes jeg den blev helt ok. Presset for at få høje karakterer er der selvfølgelig stadigvæk, men selv hvis nu det skulle glippe kan jeg glædes over flere ting:

  • Jeg har langt om længe set lyset i retorik. Eller, jeg har jo altid set lyset i kommunikation, men nu synes jeg egentlig at retorik er ret fedt.
  • Mit ynkelige afsnit om undervisning som persuasivt design har sat en masse tanker igang i forhold til specialet
  • Og så er jeg blevet kickstartet i skriveriet, så nu glæder jeg mig rigtigt meget til at komme igang med dette semesters projektarbejde.

Alt i alt er det dermed en ret fed opgave at have afleveret, og for første gang i min tid på AAU føler jeg ikke at jeg er ved at knække nakken i forhold til semesterets arbejdsbyrde. Jeg har 2 mdr til at skrive mit 9. semester projekt og det kan jeg snildt nå.

Fra tanke til handling

Posted by: sandragramhansen on: September 29, 2009

Didaktikforløbet skal afsluttes med en skriftlig opgave hvor vi reflekterer over forberedelse og udførelse af et undervisningsforløb.

Jeg leger lidt med tanken om at trække på erfaringer fra både forårets undervisning på DB, og fredagens forlæsning i auditoriet, fordi jeg måske på den måde kan udpege nogle forskelle på undervisningssituationen når man underviser 25 personer, og undervisningssituationen når man underviser 100 (eller hvor mange der nu var).

Hvis jeg vælger den løsning vil min opgave komme til at have følgende disposition:

  • Indledning
  • Redegørelse for opgavens formål og indhold
  • Casebeskrivelser
  • Kort introduktion til de to undervisningsforløb
  • Reflektioner vedrørende kursusforberedelsen
  • Litteraturvalg
  • Materialevalg
  • Undervisningsstil
  • Reflektioner vedrørende undervisningssituationen
  • Hvad gik godt og hvad gik skidt?
  • Ønskede forbedringer til fremtidige forelæsninger

Skuffeopdatering

Posted by: sandragramhansen on: September 29, 2009

Jeg er lige ved at lege med billeder på bloggen, og det er en strålende anledning til at flashe indholdet af den vigtigste skuffe på hele kontoret – mit hemmelige stash. Kantinen herude er dyr og elendig og derfor har jeg en skuffe fuld af gode sager.

På privatbloggen har jeg altid hentet billederne fra serveren, men her skal der lige leges med om det giver mening at bruge bloggens upload funktion…

… og det gør det så ikke!

Didaktik vel overstået

Posted by: sandragramhansen on: September 29, 2009

Fredagens forelæsning for 3. semester er vel overstået, og jeg er så småt ved at affinde mig med at tingene ikke gik helt som jeg havde håbet.

I alt skulle jeg forelæse i 3 lektioner, og jeg syntes egentlig selv at jeg var ret velforberedt.

Jeg vidste godt at jeg ville være smånervøs i starten – jeg skal typisk lige snakke mig varm før det bliver rigtig godt, og derfor havde jeg valgt at første lektion skulle handle om hvad vi egentlig laver på PD Lab. Det skulle med andre ord være en blød og letforståelig indledning på forelæsningen hvor folk bare skulle sidde og lytte og forstå baggrunden for de ting jeg ellers ville snakke om.

Allerede efter 20 minutter kunne jeg dog godt se at planen begyndte at vælte. Jeg fik absolut ingen feedback fra de studerende (der var jo heller ikke så meget at spørge om trods alt), og jeg holdt ikke gode nok pauser imellem mine slides. Det betød at det der skulle have varet en hel lektion, i stedet tog mig 25 minutter og så måtte jeg jo fortsætte med det der ellers skulle have været lektion 2.

Jeg ved ikke noget om retorik, og derfor blev det en meget overfladisk intro de fik til det felt. Samtidig blev jeg slået en smule ud af kurs af en ung dame der mente at det var spild af tid at snakke om appelformer for det havde de hørt om før, så en del af materialet blev skåret voldsomt ned. Logikken havde jeg i forvejen valgt at nedprioritere fordi jeg vidste at POE lige havde undervist dem i det nogle dage forinden, og det betød at jeg lyn hurtigt endte med at snakke om Kairos.

Heldigvis er Kairos et super spændende enme, men jeg burde klart have været bedre til at trække bremsen og tvinge dem til at lytte til fx retorikdelen af min forelæsning for det var trods alt den der knytter sig til Kairos.

Det var ikke jordens undergang at jeg klappede forelæsningerne sammen, for det betød at 2. lektion kom til at handle om etik, og der var jeg helt anderledes på hjemmebane og jeg havde det super sjovt. Der burde have været flere slides (jeg havde slettet en del fordi jeg mente det ville blive for tungt for dem), men det gik alt sammen alligevel og de studerende var godt med. Faktisk var 2. lektion totalt optur og flere af de studerende var gode til selv at reflektere over de eksempler jeg havde valgt (Pleo og Babydukken).

Jeg fik også skudt en bemærkning ind om socialkonstruktivisme. Det var ikke helt gennemtænkt og ikke godkendt af Henrik, men det gik alt sammen alligevel.

Med en god 2. lektion vel overstået havde jeg egentlig troet at 3. lektion ville blive ren leg. De skulle bare snakke wii og Facebook og det er trods alt noget alle kan være med til. Derfor var det også en kæmpe overraskelse for mig at ingen bød ind med noget som helst. Mine spørgsmål til flokken var ganske enkelt for snævre og efter 20 minutter måtte jeg sætte en stopper for deres lidelser og lade Henrik tage over.

Summasumarum er at jeg overlevede turen i gryden, men at der klart er ting jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes…

  • Jeg skulle ikke have afveget min fastsatte plan!
  • Jeg skulle have haft flere eksempler i baghånden så jeg kunne udfylde tiden bedre når de studerende ikke var på
  • Jeg skal forbedre min spørgeteknik så jeg ikke lukker af for eventuelle input

Og så skal jeg snakke meget langsommere og holde bedre pauser!

I næste uge gør jeg mig god

Posted by: sandragramhansen on: September 25, 2009

Det var egentlig meningen at bloggen her skulle opdateres dagligt  på dansk og desuden have en ugentlig engelsk update på hvad jeg render og laver. Den sidste uges tid er bare gået med at forberede forelæsning for 3. semester og derfor er jeg ikke kommet helt så godt igang med arbejdsbloggen som jeg havde planlagt.

Tags:

Århus by Light

Posted by: sandragramhansen on: September 19, 2009

Fredagsmødet i går bød på gennemgang af artiklen med de interaktive facader.

Emnet var spændende men artiklen elendig – og så knytter den sig nok mere til oplevelsesdesign end til PD. Jeg tror stadig man kan bruge de der facader som en form for persuasiv platform, men jeg er ikke lige nået længere med tankerækken end det.

Tweets

  • Preparing for PLOT meeting in Hradec Kralowe. Planning to make consortium members build learning objects from Lego blocks and Play dough. 2 months ago
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.